I mit arbejde på socialområdet drøfter jeg jævnligt et særligt tema med både ledere og fagprofessionelle, som er ansvarlige for at udføre sociale indsatser for udsatte børn, unge og voksne. En drøftelse, som groft sagt placerer sig mellem to yderpositioner. På den ene side, at borgere med en bestemt problemstilling, fx ADHD eller social angst, bør få én bestemt social indsats frem for andre. Og på den anden side, at borgerne skal have en individuelt tilrettelagt indsats, uanset, hvilke problematikker de har.

På sin vis er dette dilemma ikke nyt, og det er heller ikke alene forbeholdt socialområdet. På den ene side hensynet til at behandle borgere med lignende problemer ens, og på den anden side at behandle borgere med forskellige problemer forskelligt. Borgere har på samme tid juridisk ret til en indsats af samme kvalitet og behov for en differentieret, responsiv service, hvis indsatsen skal være virksom (Raaphorst 2021).

I en overfladisk betragtning lyder det måske ikke som nogen stor udfordring. Er svaret ikke bare at give borgere med én type problematik én type indsats, borgere med en anden type problematik en anden type indsats, borgere med en tredje problematik en tredje type osv.?

Virkeligheden er desværre sjældent sådan.

For det første kan borgere naturligvis have flere problematikker på samme tid? Skal de så have indsats nr. et, to eller tre? Eller skal de have flere forskellige indsatser på samme tid? For det andet er alle borgere også mennesker med forskellige liv, omstændigheder, ressourcer og forhåbninger, som indebærer, at borgere med lignende problemstillinger i realiteten kan være meget forskellige. Skal de så have den samme indsats? For det tredje kan borgere, som umiddelbart har forskellige problemer ligne hinanden på så mange andre områder, at man kan blive i tvivl om de skal have forskellige indsatser eller den samme indsats.

Som man siger inden for psykologien: Alle mennesker ligner alle andre mennesker, nogle andre mennesker og ingen andre mennesker.

I mine drøftelser på socialområdet er der forskellige bud på, hvordan dette dilemma bør håndteres.

Et bud kan være, at lovgivning, regler og krav til praksis skal være så få og så lidt indskrænkende som muligt. De fagprofessionelle skal ”sættes fri”, så de i videst mulig udstrækning kan udøve faglig dømmekraft i mødet med den enkelte borger og tilrettelægge en indsats, der er tilpasset borgerens unikke situation.

Der er bestemt også forskningsresultater, der taler for at tilpasse den sociale indsats til den enkelte borger for at opnå gode resultater og for, at fagprofessionelle, som gives rum til at træffe faglige beslutninger og er i stand til at skabe gode og tillidsfulde relationer til de borgere, som de hjælper, ofte har bedre resultater end andre fagprofessionelle (fx Wampold & Imel 2015). Men den samme forskning viser også, at indsatser, som anvender en struktureret sammenhængende og systematisk refleksiv tilgang, generelt virker bedre end indsatser, som ”opfindes” til lejligheden eller sættes sammen i hvert enkelt tilfælde.

Så rummet for det faglige skøn kan måske også blive for stort. Og måske risikerer meget reguleringsfrie rammer derfor at kompromittere borgernes ret til lige adgang til virksom hjælp. Fx har man i nogle kommuner indsatser, som med dokumenteret effekt kan hjælpe børn med problematisk skolefravær tilbage i skole. Alligevel bruger vi på landsplan et stigende milliardbeløb hvert år på at kompensere forældre med tabt arbejdsfortjeneste, fordi børnene isoleres derhjemme. Nogle kommuner har også familiebehandlingstilbud, der med dokumenteret virkning kan forebygge anbringelser. Alligevel bruger vi stadig ca. 10 mia. kr. om året på anbringelser uden for hjemmet.

Spørgsmålet er, om vi står i en situation hvor nogle udsatte børn, unge og voksne får hjælp af høj kvalitet, mens andre tilsyneladende ikke har adgang til hjælp af tilsvarende kvalitet?

En sådan ulighed i adgangen til virksom hjælp forstærkes måske af, at vi generelt stiller meget få krav til kvaliteten af de sociale indsatser i Danmark. Man kan med god ret hævde, at kvaliteten på området er ”understyret”, mens mange til gengæld vil mene, at der er rigeligt med proceskrav. Generelt er lovgivningen og tilsynet på området mere optagede af processer end effekter. Fx nævnes der i den nyligt vedtagne Barnets Lov praktisk talt intet om, hvad der forventes af kvaliteten på det fagprofessionelle udførerområde, der har ansvaret for at forebygge og behandle børn og familier i mistrivsel.

Hvis vi har indsatser, som kan dokumentere gode resultater, men som er ujævnt fordelt på tværs af de udsatte børn, unge og voksne, som har brug for hjælp, kan et andet bud være at kræve, at alle kommuner implementerer disse indsatser for at øge adgangen til indsatser af høj kvalitet.

Problemet med en sådan strategi er flere. Især, som nævnt, at selvom indsatser af høj kvalitet kræver metodisk stringens og systematik i praksis, kræver det også fagprofessionel metodefrihed og passende rum til faglige skøn i tilrettelæggelsen af en virksom hjælp i samarbejde med borgeren.

Derudover er mange kommuner også ramt af en række udfordringer, som i sig selv gør ensartet implementering i stor skala af bestemte metoder og behandlingsprogrammer vanskelig.

Fx er der rekrutteringsproblemer mange steder. Det er simpelthen svært at få den nødvendige arbejdskraft i form af psykologer, socialpædagoger, socialrådgivere med mere. Det kan gøre det vanskeligt at implementere nye indsatser, enten fordi det bliver svært at finde kvalificeret og veluddannet arbejdskraft eller fordi investeringerne i kompetenceudvikling simpelthen bliver for store.

Implementering af mere effektive indsatser kræver ofte investeringer, som godt nok kan medføre besparelser senere, fordi borgernes problemer i større udstrækning bliver løst, men i praksis mangler mange kommuner investeringskapitalen på den korte bane. Staten er forbløffende tilbageholdende med at tage ansvar for denne problemstilling. Der er små forsøg med såkaldte sociale effektinvesteringer, men det lader til at have lange udsigter før problemstillingerne om risikofordeling og tilbagebetalingsmekanismer er løst.

Samtidig er mange kommunale forvaltninger notorisk vanskelige miljøer at implementere ny praksis i. Der er ofte problemer med den organisatoriske infrastruktur, som er præget af silotænkning, og det gør det svært at arbejde tværfagligt, som effektivt socialt arbejde som regel forudsætter. Samtidig er de kommunale forvaltningsafdelinger mange steder ustabile. Der er hyppige organisationsændringer, mange personaleudskiftninger (som stiller krav om ny kompetenceudvikling) og jævnlige udskiftninger på ledelsesposterne med nye idéer og nye prioriteringer til følge.

Alle disse faglige, organisatoriske og systemiske udfordringer gør det meget usandsynligt, at central detailregulering vil kunne øge kvaliteten af sociale indsatser på tværs af kommuner og sikre både ensartet kvalitet og responsiv hjælp til udsatte borgere. Den type ”overstyring” fører ofte til tjeklisteadfærd og uheldig standardisering.

Spørgsmålet er, om vi ikke kan finde en mellemvej mellem disse bud.

Vi kan måske starte med at bruge den viden, som dokumenteret virksomme indsatser i Danmark baserer sig på og som de har tilvejebragt, meget bedre end vi gør i dag. Når en indsats har vist sig at være virksom, er der grund til at interessere sig for, hvorfor og hvordan indsatsen virker. Det betyder, at læring kan trækkes ud og anvendes andre steder, også selvom man ikke forsøger at kopiere indsatsen en-til-en. Og de resultater, som indsatsen har dokumenteret kan bruges som benchmark for, hvilke effekter og hvilken kvalitet, der kan opnås i en dansk kommunal sammenhæng.

Vi kunne for eksempel indføre krav om, at sociale tilbud måler effekten af deres indsatser for borgerne og at fagprofessionelle og deres ledere anvender denne dokumentation til løbende at forholde sig til kvaliteten af en given indsats eller tilbud. Forskning peger på, at dette tiltag i sig selv kan forbedre behandlingseffekter og reducere behandlingstid (de Jong m.fl. 2021). Og den viden det vil kunne bidrage med, vil være særdeles værdifuld for udviklingen på området. Det behøver ovenikøbet ikke være meget dyrt eller kompliceret, hvilket du kan læse om her.

Man kunne også udvikle en national strategi for træning og dygtiggørelse af de fagprofessionelle behandlere i de kompetencer, som forskning har vist er centrale for at opnå gode behandlingseffekter, fx interpersonelle kompetencer, metodiske kompetencer og formålsstyret responsivitet i samarbejdet med borgeren. Sideløbende kunne man passende inddrage forskningsbaseret viden om effektive måder at organisere socialt arbejde på, fx teambaseret praksis og systematisk understøttelse af refleksivt, tværprofessionelt samarbejde.

Vi kunne også bruge den større viden om effekterne af virksomme sociale indsatser som benchmark for lignende sociale tilbud. Det kan definere et opnåeligt kvalitetsniveau, som man med et følg-eller-forklar princip kan kræve af andre tilbud, at de skal leve op til. Det vil på samme tid fastholde den nødvendige metodefrihed og lokale, professionelle kreativitet, og samtidig insistere på, at alle udsatte borgere har ret til indsatser, der faktisk hjælper dem.

Med tiltag som disse kan vi måske bidrage til at udvikle feltet i retning af en mere balanceret styring, hvor ambitionsniveauet hæves, så adgangen til den rette indsats bliver mere lige for alle udsatte borgere i Danmark, men uden at det medfører en ensretning af de sociale indsatser.