I alt velfærdsarbejde må det være et mål at undgå uhensigtsmæssige eller skadelige handlinger og hændelser. I takt med, at arbejdets kompleksitet og risici for skadelige handlinger stiger, bliver det tiltagende vigtigt at være opmærksom på, om destruktive situationer opstår eller udvikler sig. Fx kan akutanbringelser risikere at blive voldsommere end nødvendigt, og situationen kan udvikle sig tiltagende uhensigtsmæssigt, som forløbet skrider frem. Både for de borgere, der er involverede, og for de fagprofessionelle.

For at skabe sikkerhed for alle i komplekst og risikofyldt velfærdsarbejde er det nødvendigt at anvende strukturerede metoder til at modgå at skadelige hændelser finder sted, og for at sikre at de svære situationer, der uundgåeligt opstår, ikke udvikler sig til det værre.

For at kunne arbejde med sikkerhed i komplekst velfærdsarbejde er det afgørende, at der eksisterer en kultur hvor det værdsættes, at den fagprofessionelle er opmærksom på egne behov for hjælp i arbejdet. Men selv hvis en sådan kultur er tilstede kan der opstå situationer, hvor den enkelte fagprofessionelle ikke opdager, at en svær situation er ved at opstå eller udvikle sig til det værre.

I den lettere ende kan dette blot skyldes kortvarig manglende opmærksomhed på et bestemt aspekt af situationen, der har potentiale til at skabe alvorlige konsekvenser. Det er også altid en mulighed, at den fagprofessionelle mangler viden og derfor kan have vanskeligt ved at vurdere situationen relevant.

I andre tilfælde kan en fagprofessionel få svært ved at opdage den uhensigtsmæssige udvikling pga. en forbundethed mellem den fagprofessionelle og borgeren, som giver anledning til, at bestemte handlinger fejltolkes. Måske fordi en del af virkeligheden bliver ubærlig for den fagprofessionelle, fx: “Jeg kender den mor så godt, jeg er helt sikker på at hun ikke begår seksuelle overgreb”. Eller fordi konsekvenserne af bestemte tilstande ikke kan udholdes, fx: “Det kan ikke være rigtigt at børnene skal anbringes – hvis jeg besøger dem ekstra hver weekend kan de nok blive hjemme”.

Der kan også opstå situationer, hvor det ubærlige bliver så nærværende og overvældende, at den fagprofessionelle bliver afkoblet i sit følelsesliv og ikke tillægger alvorlige tegn den betydning, de burde tillægges. Fx kan man tænke, at “det gør nok ikke så meget med en enkelt udeblivelse fra misbrugstestning”.

Voldsomme hændelser i komplekst og risikofyldt arbejde inden for velfærdsområdet sker sjældent som en enkelthændelse uden forudgående tegn. Ofte er der forud for meget voldsomme hændelser sket mange små fejlvurderinger og uhensigtsmæssigheder – og måske ville flere af dem have haft potentialet til at ændre hele hændelsesforløbet til det bedre, hvis de var blevet opdaget. Hvad nu hvis familiebehandleren havde reageret på den subtilt truende adfærd, som faren i familien havde under mødet? Eller hvis kollegaen havde italesat den usædvanlige tøven i familiebehandlerens fortælling om mødet bagefter – kunne det så være undgået, at faren havde overfaldet hende efter arbejde?

Anvendelsen af systematiske metoder til at arbejde med monitorering af sikkerhed i risikofyldt velfærdsarbejde giver mulighed for, at såvel små som store uhensigtsmæssigheder opdages hurtigt og at hændelsesforløb kan ændre retning og blive mere hensigtsmæssige. Afgørende er det, at monitorering af sikkerhed ikke betragtes som den enkelte professionelles ansvar alene. Men at vi har en kultur, hvor alle har ansvaret for at være opmærksomme på og undersøge, om der er noget, der skal rettes til. Også når en kollega ikke selv opdager, at en svær situation er ved at udvikle sig.

En sådan kultur opstår ikke blot af sig selv. At gøre opmærksom på bekymringer for eller udfordringer i kollegaers arbejde er svært for de fleste fagprofessionelle. Og tør man vove en forsigtig dialog, viger de fleste tilbage, når bekymringen afvises af den ubekymrede kollega. Faglig ledelse er afgørende for, at dialoger om hinandens arbejde bliver en almindelig del af hverdagen. Så en kollegas bekymring for ens arbejde betragtes som en ansvarlig og hjælpsom handling fra kollegaen. Også i situationer, hvor det kan være svært at holde ud at høre om bekymringen.

For at monitorere sikkerhed relevant er det vigtigt at vælge en metode, der kan guide sådanne dialoger, og som kan give fagprofessionelle og ledere et fælles sprog for forskellige niveauer af bekymring. En metode, der kan skabe en ramme for samtale, som alle kan genkende i hverdagen. Der findes flere metoder at vælge imellem. En mulighed er CUSS-modellen (Concern, Uncertainty, Safety, Stop), der bl.a. anvendes i AMBIT-tilgangen (Bevington et al, 2017). I denne metode trænes på arbejdspladsen fire niveauer af såkaldt graded assertiveness, eller trinvist assertive samtaler.

I en fri dansk oversættelse tales på niveau 1 om bekymring for, om alt er okay i en kollegas arbejde. Mens der på niveau 2 tales om, at man bliver usikker, når man hører om situationen. Herefter bliver på niveau 3 italesat deciderede problemer med sikkerhed for alle eller nogle involverede. Og på niveau 4 tales meget direkte om, at en bestemt handling skal stoppe indtil der er hentet hjælp.

De kursiverede ord fungerer som markører for alle involverede og gør således opmærksom på, at der nu er indledt en dialog, der skal tages alvorligt. Anvendelsen af metoden fordrer både træning for det fagprofessionelle kollegafællesskab, og at den faglige ledelse tilbagevendende skaber en opmærksomhed på en vedligeholdelse af dialogformen.

Når der arbejdes med trinvist assertive samtaler (graded assertiveness) som en sikkerhedsforanstaltning i arbejdet gælder det alle på arbejdspladsen. Og som leder bliver det særligt vigtigt at efterleve principperne i metoden. Vækker lederens beslutninger, udmeldinger eller retning således bekymring for sikkerheden for borgeren eller for de professionelle er det en del af det fælles ansvar at italesætte det. Og skal sikkerheden være i orden må også lederen blive særligt opmærksom og lytte grundigt, når andre fremsætter bekymringer for det arbejde, der udføres. Også når bekymringen gælder ledelsesarbejdet.