Jeg var ret vild med at spille Sorteper, da jeg var barn. Det var skægt at lure på hinanden og forsøge at spille sine kort rigtigt for at undgå at få Sorteper, og sjovt var det, når spændingen blev udløst, og taberen med Sorteper på hånden måtte erkende sit nederlag og stå for at blande kortene til næste omgang.

Som voksen er jeg ikke særlig vild med at spille Sorteper, især ikke når det drejer sig om ansvaret for udsatte børn og familier. Men det er desværre sådan, det kan opleves som fagprofessionel, når vi ikke lykkes med god faglig koordinering i tværgående velfærdsarbejde omkring komplekse udfordringer.

Jeg er sikker på, at mange fagprofessionelle, der arbejder med komplekst velfærdsarbejde med børn og familier, kan nikke genkendende til oplevelsen af, at netværksmødet på skolen, overdragelsesmødet i børne- og ungdomspsykiatrien eller opstartsmødet i familiehuset, mest af alt minder om en omgang Sorteper.

Det er situationer, hvor der er risiko for, at de fagprofessionelle ikke spiller hinanden gode. Når Sorteper spilles, ser man typisk, at de fagprofessionelle laver skarpe faglige afgrænsninger, er optagede af at udpege ansvar og skyld, og at der er eksplicit eller latent frustration og magtesløshed til stede i rummet.

Det kan komme til udtryk i form af udsagn fra de fagprofessionelle som “vi har gjort, hvad vi kunne fra skolens side, nu må andre tage over”, ”vi skal først lave den børnefaglige undersøgelse, før vi kan tage stilling til noget” eller ”min opgave er at udrede og beskrive barnet, jeg har desværre ikke mulighed for at gå ind i behandlingsarbejdet”.

Sorteper bliver det overordnede ansvar for sagen, som alle forsøger at undgå at få. Det opleves ubehageligt, og der er ingen positiv forløsning, når Sorteper fordeles. De fagprofessionelle forlader mødet frustrerede, men endnu værre er det, at barnet og familien oplever, at hjælpen ikke hjælper. Det er spild af både håb og ressourcer.

Alle i rummet til et sådant møde, der f.eks. kunne omhandle et skolevægrende barn, et anbringelsestruet barn eller en misbrugende ung på vej ind i kriminalitet, har samme mål og intention: At hjælpe barnet, den unge og familien. Ingen ønsker at spille Sorteper – men det er svært at lade være. Især når bekymringen for barnet eller den unge og familien er tårnhøj, der er mange fagprofessionelle om bordet, men ingen simple løsninger i sigte – for hvis der var det, så var der ikke indkaldt til mødet.

Komplekse problemer hos de børn og familier, vi skal hjælpe, kalder ofte på komplekse løsninger – og det kræver, at vi arbejder på tværs af de organiseringer, som vores velfærdssystem er ordnet i. Alle ved, det er svært arbejde, og alle ved også, at ingen om bordet er i stand til at løfte opgaven alene – men faglige territorier og forforståelser, forskellige handleplaner, arbejdsgange og evt. budgetter stiller sig i vejen. Komplekse hjælpesystemer opstår således omkring komplekse problemer – og der er risiko for, at det belaster barnet, den unge og familien yderligere.

Barnet/den unge har brug for et koordinerende netværk, der anvender deres faglige kompetencer klogt. Løsningen er sjældent kendt på forhånd, og det kræver trial-and-error arbejde, hvor forskellige afprøvninger i praksis viser vejen.

Konkret har det skolevægrende barn brug for, at forælderen, skolelæreren, kontaktpersonen og psykologen er afstemte om, hvad der afprøves, herunder en konkret plan for, hvordan alle de voksne skal agere, når barnet i morgen og i overmorgen har svært ved at komme i skole. Og at den plan justeres løbende ift. hvad der virker/ikke virker. For at lykkes med den type arbejde rækker Sortepers enkle ansvarslogik ikke. Tværtimod.

For at lykkes skal der spilles sammen hele vejen rundt fra barnets forsøg på at komme afsted, forældrenes guiding af barnet, psykologens angstbehandling, kontaktpersonens arbejde med social deltagelse og skolelærerens specialpædagogiske tiltag. Det kræver samspil på tværs, hvis vi skal undgå at spille Sorteper.

Koordinering har i lang tid været udpeget som svaret på komplekse problemer. Men ofte kommer vi til at forstå koordinering for simpelt, og dermed opstår der risiko for, at vi isolerer ansvaret for de svære løsninger hos den, der sidder med sagen formelt og som altså bliver ”Sorteper”.

Koordinering bliver koordinering af kalendere i forhold til at mødes eller koordinering af: ”Hvad gør du i sagen?”. Den type forståelse risikerer at give indtryk af, at der er en enkel løsning i sigte. Et løfte om quick-fix er sat i søen, og det indfries sjældent. Med stor frustration til følge.

For at netværket kan begynde at levere en kompleks løsning på tværs, er der først og fremmest brug for at arbejde med de forskellige forståelser af barnet og familiens udfordringer og støttebehov. For den måde en given aktør forstår barnets vanskelighed på, vil have betydning for, hvilken indsats man håber på og dermed også, hvem man synes, der skal i arbejdstøjet. 

Både som fagprofessionel og som leder har jeg haft god gavn af at bruge en model til kortlægning af de nogle gange modsatrettede forståelser, der kan være i et netværk. Modellen er udviklet af Bevington et. al. (2017). I bedste lowtech-stil kan skemaet bruges som grundstruktur på et netværksmøde, der udfyldes i fællesskab på en tavle, eller som analysemodel hos den enkelte fagprofessionelle i samarbejdet med familien og/eller andre professionelle.

Her et eksempel fra en familie med et skolevægrende barn, jeg har kendt – lad os bare kalde ham Marius: 

Effekten af kortlægningen bliver, at de forskellige faglige forståelser i netværket tydeliggøres, i stedet for at være implicitte. Aktørerne bliver således mere forståelige for hinanden – og dermed skubbes der til afgrænsninger og magtkampe om skyld og ansvar. Det bliver muligt at have samtaler om forskelligheder, uenigheder og oplevede konflikter, når vi forstår hinandens for-forståelser bedre.

I den givne sag blev skemaet lavet på forhånd gennem kontakt til alle parter før mødet, hvorefter skemaet blev præsenteret på mødet. Det gjorde det meget tydeligt for alle på mødet, hvorfor samarbejdet var så vanskeligt – og hvorfor sidste møde var endt i et spil Sorteper. Det i sig selv lettede stemningen. Derefter var det muligt at lave en fælles udforskning af skemaet. Det blev tydeligt, at der var mange forskellige veje at gå i arbejdet, hvilket i sig selv understregede, at der ingen enkle løsninger var – og at vi blev nødt til at arbejde afprøvende, da ingen med sikkerhed kunne vide, hvad der ville hjælpe.

Før vi kan samarbejde på tværs (altså løfte ansvaret), må vi altså først forstå hinanden. Og når vi oplever at blive forstået og forstå den anden (en smule bedre), er vi også mere villige til at træde frem og ud af vores faglige firkant. Når det lykkes, er vi langt bedre rustet til at drøfte ansvaret i arbejdet og hvilke veje, der skal afprøves. Det betyder ikke, at ansvaret skal placeres ligeligt mellem os – det er utopi.  Men som fagprofessionel er der stor forskel på at få ansvaret, fordi du har tabt i Sorteper, eller tage det, fordi du oplever, at de øvrige professionelle sikrer, at du ikke står alene.

Når vi taler om koordinering på tværs i kompleks opgaveløsning, bliver vi således nødt til at arbejde med koordinering af forståelser, før vi kan bevæge os ud i afprøvende indsatsarbejde sammen med barnet, den unge, familien og netværket. Skemaet kan være en hjælp i den forbindelse, både til at forstå hinanden bedre men også tydeliggøre de mange veje – og det er mere håbefuldt og ressourceeffektivt end at spille Sorteper.