Jeg var så heldig at besøge en række brasilianske børnehaver i forbindelse med et forskningsprojekt om velfærdsstaters brug af børnehaver til at håndtere social ulighed. I projektet prøver vi at lære noget af lande med netop denne ekspertise (mere om det i næste blog…).

I én af børnehaverne var der også en vuggestue, som vi kender det fra de fleste danske integrerede dagtilbud. Vuggestuen stod med et problem. De 12 børn på stuen havde igennem en længere periode vist tegn på mistrivsel gennem en nærmest utrøstelig gråd, der begyndte allerede tidligt på morgenen og fortsatte frem til efter formiddagsmælken. Børnene på denne stue er blandt de yngste i institutionen og ingen af dem udtrykker sig sprogligt endnu. De er mellem 6 og 12 måneder. Personalet var bekymret og forældrene var bekymrede.

I starten forklarede pædagogerne gråden gennem deres ofte sparsomme kendskab til børnenes forældre. Det måtte have rod i en dårlig aflevering, svage morgenmadsrutiner, uhensigtsmæssig opdragelse eller andre forklaringer, der fritog børnehaven for ansvar, og gav det til forældrene.

Problemet var dog, at alle børn græd og selvom gråd kan smitte, så duede forældreforklaringen alligevel ikke i det lange løb – ikke mindst fordi personalet ikke kunne løse problemet. Andre forklaringer blev også forsøgt. Børnepsykologiske, neurologiske, fysiologiske og pædagogiske forklaringer, der hver især gav anledning til en række mere eller mindre ambitiøse tiltag i gruppen og overfor enkelte børn.

Efter to måneder uden udsigt til mindre gråd på stuen eller en større forståelse for, hvad der forårsagede gråden, tog Gislaine, den ledende pædagog på stuen, initiativ til en mere fænomenologisk tilgang, som skulle hjælpe dem med at observere og forstå gråden, mens den stod på.

Et skema blev hængt op på stuen med observationsdatoer og fire kolonner med forskellige observationspunkter. I hver celle i skemaet blev barnets navn skrevet op med observationer under hvert punkt. Det første punkt henviste til selve problemets tid og sted, i dette tilfælde hvornår og hvor barnet græd. Det næste punkt beskrev personalets hypotese (forklaring) på hvorfor barnet græd. Det tredje punkt beskrev deres tiltag for at løse gråden og det fjerde punkt, hvad resultatet blev.

Efter nogle dage med observationer og ingen resultater, så Gislaine pludselig et mønster i tid og sted. Gråden toppede, når deres kollega Luana, der arbejder i ’mælkeriet’ lige ved siden af stuen, gik forbi. Luana er god kollega med personalet på stuen og går altid den vej igennem for lige at hilse på, før hun går i gang med at forberede børnenes formiddagsmælkeflaske.

Dét, personalet nu kunne se, var, at børnenes gråd var henvendt til Luana. De ville gerne først i køen til deres flaske, og kunne ikke udtrykke det på andre måder end gennem gråd. Personalet ændrede Luanas rutine med at gå igennem stuen, før hun begyndte på deres mælkeflaske. Og så stoppede gråden. Enkelt og så måske alligevel ikke.

Jeg kan genkende logikken fra professionsteori og mere abstrakte ideer om faglig inferens og responsitivitet, men jeg har aldrig før set noget lignende i en levende, ’fri’ kontekst. Det er svært, fordi det kræver en stærk faglig ledelse og tro på, at man kan finde sine egne løsninger, hvis man går systematisk og nysgerrigt (nogle vil sige empirisk eller fænomenologisk) til værks.

Her viste det sig ydermere, at de mange andre forklaringer og hypoteser, der var i spil, i virkeligheden spejlede personalets fordomme og stereotype reaktioner overfor børnenes familier. Nogle familier var hjemløse og havde få ressourcer til at dække børnenes basale behov i livet uden for vuggestuen, hvilke aktiverede forklaringer, der måske KUNNE være begrundede, men som ikke var det i det konkrete tilfælde. Andre familier oplevede personalet som fortravlede og som nogle der ikke prioriterede børnede tilstrækkeligt i tiden derhjemme. Igen en forklaring, der KUNNE relevant, men som ikke blev begrundet i det konkrete tilfælde. Fordomme, der blev forstærket af, at de ikke fik dem testet før den pædagogiske leder tog teten og fik læst problemet gennem en fænomenologisk, refleksiv og systematisk iagttagelse af børnenes adfærd over en tilpas periode.

Forløbet fortæller om betydningen af en systematisk refleksiv praksis og i det konkrete tilfælde om faglig ledelse. Vuggestuen var ikke blevet opfordret til at implementere en manual eller en standard, en proces som ofte ender i modstand mod enten værktøjet eller ledelsen og en opfattelse af manglende pædagogisk relevans. Det var lederens eget initiativ og det var jo bare et håndskrevet skema! Men det virker måske ligeså godt som et forkromet digitaliseret værktøj. Refleksiv praksis behøver i hvert fald ikke afhænge af smarte systemer, den afhænger i hvert fald i første omgang af en stærk faglig ledelse i arbejdet med – i dette tilfælde – vuggestuebørns trivsel.