Ledelsen i casekommunen havde en idé om, at al den dokumentation de lavede kunne bruges til noget mere end bare dokumentation og kontrol. At det måtte være muligt i højere grad end tilfældet var, at anvende den eksisterende og tilgængelige viden til at prioritere og tilrettelægge indsatserne på området. En idé, der også afspejlede et ønske om at supplere den styringsmæssige platform med viden om kvaliteten i udøvelsen af kerneopgaven, fremfor udelukkende viden om rammevilkår (udgiftsniveau, overholdelse af tidsfrister og lovgivningsmæssige krav etc.).Ledelsen ønskede at se nærmere på, hvad den eksisterende viden rent faktisk blev brugt til. I første omgang i form af en undersøgelse af de dokumentationsveje, der eksisterede mellem myndighedsområdet og det udførende led i casekommunen. Ledelsen besluttede derfor, at der skulle gennemføres en forskningsunderstøttet undersøgelse af, hvordan der blev overleveret viden, registreringer og indsatsdokumentation i og mellem deres afdelinger på familieområdet og af, hvorfor der var så stor modstand blandt nogle fagprofessionelle overfor visse dokumentationskrav og procedurer for samarbejdet omkring hver enkelt forløb.

De dokumentationssystemer, som de fagprofessionelle er forpligtet til at bruge, indeholder både eksplicitte og implicitte forklaringsmodeller og normative antagelser om, til hvem en indsats skal gives, og hvorfor den forventes at virke. Undersøgelsen af dokumentationsveje og videnssamarbejdet førte til, at man i casekommunen fremover ville prioritere at finjustere dokumentationsvejene, så man kom i gang med at bruge al den viden, man allerede indsamlede om sagsforløbene på en måde, så lederne bedre kunne prioritere, argumentere og styre rammerne for indsatsarbejdet, ligesom de fagprofessionelle kunne få et bedre grundlag til at finjustere indsatsvalg og behandling med. Konkret førte undersøgelsen af videnssamarbejdet frem til, at man besluttede at se nærmere på, hvordan den dokumenterede viden kunne anvendes til at blive klogere på sin egen praksis.